01.Info
De fleste kender lasagne med kødsauce. Men der findes faktisk mange andre måder at tilberede lasagne på, som for eksempel denne udgave af lasagne med laks. Her har du et godt alternativ til den mere traditionelle lasagne, uden at du går på kompromis med smagen.
02.Ingredienser
200 g fuldkornslasagneplader
450-500 g fersk laks uden skind, i skiver
450-500 g frossen spinat
200 g Galbani Mascarpone
150 g friskrevet parmesan
2 skalotteløg
½ dl fløde
3 stilke frisk oregano
1 dåse (400 g) hakkede flåede tomater
½ dl hvidvin
Et fed hvidløg
Olivenolie
Lidt muskatnød
Salt og peber
Eventuelt 1 citron
03.Tilberedning
Løgene finthakkes og svitses i lidt olivenolie. Spinat tilsættes og varmes igennem, til den er tøet op. Hæld hvidvin ved og lad det koge kraftigt ind, så alkoholen fordamper, før du tilsætter mascarpone, salt, peber og muskat.
Marinér eventuelt laksen i saften og skallen af en citron i et par timer, inden den skal bruges.
Hvidløget hakkes og sauteres i 1 spsk olivenolie. Hæld tomater ved sammen med frisk oregano, salt og peber. Rund af med fløde.
Smør et ovnfast fad og læg et lag lasagneplader som bund. Fordel et lag laks, spinat og tomatsauce, drys med parmesan, nyt lag lasagneplader og så videre, til ingredienserne er brugt op. Bag i en 200° varm ovn i cirka 30 minutter og servér med en sprød salat.