01.Info
I gamle dage var det en tradition i Rom at spise gnocchi om torsdagen. Der var et ordsprog, som sagde ’’gnocchi torsdag, fisk fredag, kallun lørdag’’. Ordsproget understregede, at torsdagen er en festdag, fordi man om fredagen, ifølge den katolske tradition, skal spise let. I dag kan man spise gnocchi alle dage og dermed gøre alle dage til en festdag.
02.Ingredienser
Sauce:
Ca. 200 g svampemiks
5-6 cherrytomater
2 fed hvidløg
Olivenolie til stegning
1 kvist rosmarin
Lidt hvidvin
Gnocchi:
150 g Galbani Ricotta
1 æg
En knsp. muskatnød
Salt
300 g kartofler
En lille håndfuld persille
125 g hvedemel
80 g revet Galbani Parmesan
Friskkværnet peber
03.Tilberedning
Sauce:
Rens og skær svampe og tomater. Svits hakket hvidløg på en pande med olivenolie sammen med svampe, tomater og rosmarin i 3 min. ved høj varme. Hæld hvidvin på, og lad den fordampe. Skru ned for varmen, læg låg på, og lad saucen simre.
Gnocchi:
Rør ricottaen i en skål, til den bliver cremet. Tilsæt sammenpisket æg, muskatnød og salt. Kog kartoflerne møre, og mos dem. Hak derefter persillen. Bland kartoffelmos, ricotta og persille godt sammen. Tilsæt hvedemel (gem en smule til gnocchien, når den senere skal formes). Riv parmesan, og kom ⅔ af den i skålen med de andre ingredienser.
Lav små gnocchikugler på størrelse med en stor oliven. Tryk dem let flade med en gaffel. Bring vand i kog i en stor gryde. Kog gnocchien i 2-4 min. Tag dem op af vandet med en hulske, når de har ligget i overfladen i 1 min., og kom dem i en skål. Hæld saucen over, og rør forsigtigt rundt. Krydr med friskkværnet peber, og riv resten af parmesanen henover.