Cannelloni med spinat og mozzarella

Cannelloni agli spinaci e mozzarella


01.Info

Dette er en klassiker i det italienske køkken og en ret, der kan spores langt tilbage i historien. Hos os laver vi cannelloni med fyld af spinat og mozzarella. Det er simpelt og hurtigt, og resultatet bliver godt hver gang.

   

4 personer
primi

02.Ingredienser

500 g frisk spinat
2 fed hvidløg
250 g Galbani Mozzarella
250 g friske pastaplader
1 dåse hakkede flåede tomater
3 spsk. tomatpuré
2 spsk. olivenolie
50 g Galbani Parmesan
½ bundt frisk oregano eller 1½ tsk. tørret oregano
Lidt revet muskatnød
Salt

03.Tilberedning

Hak hvidløgene, og svits halvdelen i olien ved middel varme. Tilsæt tomatpuré og – efter et minut – tomaterne og oregano. Lad det simre i 15 minutter.

Damp de vaskede og nippede spinatblade et par minutter i en gryde med en smule letsaltet vand. Hæld vandet fra, og lad spinaten afkøle lidt. Tilsæt revet muskatnød og den anden halvdel hakkede hvidløg. Hak mozzarellaen i små stykker og bland med spinaten. Skær pastapladerne i 10 cm brede stykker, og læg spinatfyldet på den ene ende, før du ruller sammen. Kom halvdelen af tomatsaucen i bunden af et ovnfast fad, læg rullerne oven på og resten af tomatsaucen på toppen. Til sidst lidt friskrevet parmesan og så 20 minutter i en 220° varm ovn.

Dæk evt. fadet med sølvpapir de første 10 minutter i ovnen.

Tip: Kan man finde cannellonipastaen i sit lokale supermarked, er fremgangsmåden den samme for fyldet, men rullerne skal have omkring 40 minutter i ovnen i stedet for 20 minutter, da det er tørret pasta.