Det uopdagede Italien
Selvom det kan være hyggeligt at støde på andre danskere på de fjerne kyster, kan nogle af de mindre populære destinationer give rejseoplevelsens autenticitet et lille pift.
Vi har samlet nogle bud på, hvor man kan få følelsen af la dolce vita helt ind under huden.
Bergamo
Bergamo er en af Norditaliens oversete perler. Beliggende mellem de større og mere betrådte byer Milano og Venedig kan bjergbyen Bergamo både byde på middelalderlig charme og storbyliv i ét – med rig mulighed for både skisport, bjergvandring og søbadning. Alt i selvsamme område hvor Galbanis grundlægger Egidio Galbani voksede op.
Siena
På trods af et bycentrum på UNESCOs verdensarvsliste er den toscanske by Siena en mindre populær destination i den italienske rejsebog. Med sine snævre labyrintiske trappegader, gotiske kirker, paladser og pladser emmer byen af en særlig historie og mystik. Dette gør Siena til et must-see og must-taste for alle, der drømmer om den uundgåelige espresso på hjørnecaféen eller en lokal toscansk madoplevelse –alt i usædvanligt smukke omgivelser.
Montalcino
Den eventyrlige bakkeby, der hovedsageligt kendes som producent af den verdenskendte vin Brunello di Montalcino, er endnu en af vores anbefalelsesværdige gemmesteder. Vinmarker og dale springer op i panoramaet, alt imens man går sig en tur på smalle gader med alt fra vinbarer, restauranter og diverse lokale shops og nips. Et sted hvor både vinelskere og historieinteresserede kan få slukket sin tørst for oplevelser.
Siracusa
I ca. år 63 før vores tidsregning sagde den romerske konsul Cicero, at Siracusa skulle være det smukkeste sted i Italien. Og det mener vi godt, at byen kan leve op til den dag i dag! Denne østsicilianske by ligner med sine antikke ruiner og levn fra både renæssancen, middelalderen og barokken en teaterkulisse uden lige. Hvis du skal have strand, by og historie i et, er Siracusa et godt bud.
Matera
I det sydlige Italien nær støvlens hæl finder vi byen Matera. Oldtidens levn kan både mærkes og ses med byens kendte huleboliger, der maler sig op gennem byens bjergskråning. Og med udsigt til olivenlunde, vinmarker og klipper oser byen af charme og ikke mindst af liv med sin udnævnelse til kulturhovedstad i 2019.