De bedste italienske film
Forbudte romancer? Hjerteskærende familietragedier? Eller måske pompøse festligheder? Hvis du ikke har mulighed for at tage til Italien, kan du altid tage på en rejse gennem filmene. For den perfekte italienske filmaften kræver ikke meget mere end en af disse klassikere på skærmen i selskab med en af vores klassikere på menuen for en rigtig bella notte.
L’Avventura – Michelangelo Antonioni (1960)
Din kæreste forsvinder under besynderlige omstændigheder omkring en vulkanø. Men du bliver hurtigt forelsket i kærestens bedste veninde, der hjælper dig med at søge efter din forsvundne kærlighed. Mere italiensk bliver plottet ikke i denne italienske filmperle. Mystik, store følelser og forbudt kærlighed emmer fra Siciliens smukke havområder til Roms snævre gader.
Call me by your name – Luca Guadagnino (2017)
Selvom det hovedsageligt er amerikanske stjerner, der skinner på skærmen, er både instruktør og visuelle udtryk i dén grad italienske. I Luca Guadagninos romantiske drama bliver 17-årige Elio forelsket i sin fars unge kollega Oliver, og der udvikler sig en intens flamme imellem de to. Skudt på analog 35 mm film i nogle af Norditaliens smukkeste byer og landskaber indkapsler filmen ikke bare romancen mellem karaktererne – men imellem os og Italien.
Cinema Paradiso – Giuseppe Tornatore (1988)
Denne oscarvindende perle er kendt som en kærlighedserklæring til italienske film, biografoplevelsen og ikke mindst Sicilien. I Tornatores firserfilm følger vi drengen Toto og biografoperatøren Alfredo, der sammen opdager kærligheden til filmmediet og danner et smukt venskab på tværs af generationer. Og med den legendariske filmkomponist Ennio Morricone ved dirigentstaven er du garanteret en på lytteren til hver en scene.
La Dolce Vita – Frederico Fellini (1960)
Ligesom en dessert slutter vi af med det søde. I dette tilfælde står den på Fellinis altoverskyggende klassiker om den dameglade journalist Marcello, der følger den smukke svenske skuespillerinde Sylvia rundt i Roms gader i håb om et scoop. Og som historien gentager sig, bliver fascinationen mere end bare professionel. Denne sort/hvide klassiker har begær, festligheder og intriger som kernetemaer og portrætterer Rom som en by, hvor måneskinnet altid skinner og musikken aldrig stopper. En nødvendighed for alle, der vil smage en bid af den italienske filmarv.